01 October, 2009

DanID vil ikke supportere linuxbrugere men gerne hjælpe

På DanIDs hjemmeside kan man bede om support. En af valgmulighederne er linux. Jeg angav præcist Archlinux og browseren Firefox 3.5.1. Heldigvis fandt jeg selv løsningen efter lidt eksperimenteren. Så nu kan DanID her læse, hvordan de kunne have vejledt mig.

Måske skulle man tilbyde diverse offentlige instanser en automatisk formular, af typen (her i pseudokode):

if (svar != Windows) {echo "Du behøver ikke at sende en email fra denne formular. Vi yder kun support til Windows."; }

Et opmuntrende svar fik jeg dog fra DanID. På den ene side siger DanID, at man ikke yder suppport og på den anden side linker til an vejledning, der også understreger at der ikke ydes support, hvorpå der ironisk nok kommer en række oplysninger, der kun kan betegnes som support til at installere den digitale signatur på et Ubuntu-system. De fleste linuxbrugere vil faktisk kunne få gavn af denne vejledning - uanset hvilken variant man bruger.

Men for DanID er konklusionen knusende klar: Hvis du ikke bruger Windows, så er support ikke support.
- A'hvaba?

Måske fordi linux-brugere igen og igen skal gøres opmærksomme på, at de er meget, meget, meget besværlige og slemme.

Nå, men jeg er da ligeglad med om det hedder support eller ej, når bare hjælpen når frem. Og det gjorde den da. Men det ville da klæde DanID, som jeg faktisk betaler for via skattekronerne, hvis man blot gjorde opmærksom på at her er en vejledning - og hvis man ikke lige har en liggende, så kunne det måske være en anledning til at udvidde horisonten en anelse og researche problemstillingen. Det ville være den professionelle tilgang til en brugervenlig support.

Her er brevet fra DanID, jeg har dog anonymiseret embedsmandens navn; men fornavnet er redaktionen bekendt:

Hej Per

Tak for din henvendelse.

Jeg må desværre informere dig om, at vi ikke kan give dig support, da du benytter Archlinux.

Jeg kan kun henvise dig til vejledningen til installation i Linux: https://danid.dk/export/sites/dk.danid.oc/da/support/vejledninger/linux/installation/installation_paa_linux/

Så kan du evt. kontrollere om du har installeret den korrekt og muligvis genbestille på www.danid.dk

Du er velkommen til at kontakte os på tlf. 80307050. Vi har åben alle hverdage mellem 8-20 og i weekenden mellem 10-16.

Med venlig hilsen / kind regards

[ NAVN ]

End user

DanID A/S
Privat support +45 80 30 70 50
Erhverv support +45 80 30 70 90
http://www.danid.dk | privatsupport@danid.dk | erhvervssupport@danid.dk

No comments: