Medierne som Maskinstormere

Det ligner en vis herres kamp mod vindmøllerne. I panser og plade stormede Don Quixote vindmøllerne; men det var ikke en kamp han kunne vinde.

Sådan er mediernes maskinstorm mod den frie adgang til nyheder på nettet også. Dagbladene er en uddøende race. At begrænse læsernes adgang er altså ikke vejen frem.

Folk gider ikke aviserne længere.

- Hvorfor vil vi ikke betale dem?

Tjah, jeg kan jo kigge indad. Hvorfor holder jeg ikke avis længere? Det må være ca. 5-6 år siden jeg sidst holdt en avis. Problemet var kombinationen af en meget høj pris - og det faktum at indholdet ofte var underlødigt.

Efter Danmarks eroringskrige i Østerled er nyhedsdækningen ikke blevet mere troværdig. Tvært imod. Det er vanskeligt at finde den kritiske journalistik. Information og nogle gange Kristeligt Dagblad er så vidt jeg kan se de eneste aktører, der forsøger at holde fanen højt.

På arbejdet kan jeg kigge i aviser. JyllandsPosten, Stiften og hvad de ellers hedder har næsten identisk indhold. Det ser ud til at mange journalister kritikløst kopierer det materiale man giver dem. Det kan være svært at tale om journalister, når der reelt er tale om kopister.

Engang var aviserne den 4. statsmagt. Den kontrollerende.

Sådan er det ikke længere. Nu er aviserne den 4. statsmagt. Den kopierende. Man kopierer den opportune holdning. Regeringens ord står uimodsagt. Selv når fremmedfjendske partier står bag en lovgivning, der er direkte modstrid med internationale konventioner og menneskerettighederne, så klapper pressen hælene sammen og skriger "Jawohl" til hysteriet.

Udviklingen er pinlig!

Hvad skal der til, hvis jeg skal betale for nyhederne? Mindre skrammel, færre reklamer, troværdig kritik og en helt ny kulturel dagsorden. Giv mig kvalitet, frem for kvantitet. Giv mig en lødig debat. Og lad være med at tro, at udviklingen af g-strengen er mere interessant end Schoppenhauers retorik. Læserne er ikke papnæser.

Når medierne med Murdoch i spidsen går til kamp mod den nye teknologi, så er der tale om maskinstormere, der ikke vil se, at udviklingen allerede har overhalet dem.

--

Og når gratisaviserne flyver rundt på banegården, så gider vi ikke engang at samle dem op. Der står jo ikke noget nyt i dem.

--

Men, når alt dette er sagt, så er der et problem. Et eller andet sted bliver jeg ved med at savne den journalistiske sporhund, pinden der roder i lortet og afslører falskheden. Hvor blev det af? Er det ikke melodien, der blev væk?